Solopgang over Bryce Canyon

I morges var vi tidligt oppe, jeg var oppe kl. 5 og Maiken kom først op kl. 5.30, men vi kom da af sted til Sunrise point, hold op hvor var det koldt, det føltes som en vintermorgen i Danmark bare uden sne.

Mens vi stod og kiggede på solen der tittede frem fra bjergene i horisonten, sang Maiken første vers af I østen stiger solen op, vi fik taget oceaner af billeder, og mens jeg sad på en bænk sammen med en amerikaner og kinesisk morlil, så meddelte Maiken mig at hun ville gå en tur ned til Queens Garden, og det var ok, bare hun tog nogle billeder, og det gjorde hun så, jeg regnede med at hun ville være væk ½ times tid, men hun var faktisk væk i 1½ time. Da hun gik sad jeg og snakkede med den amerikanske dame, og tænk hun forstod hvad jeg fortalte hende 😀 hun fortalte hun og hendes mand kom fra Kansas – skypumpernes land – og hun lyste op i et smil da jeg fortalte at vi kom fra Danmark, der ville de gerne til næste gang de skulle ud og rejse, hun spurgte også om hvordan vejret var i Danmark, jeg måtte jo fortælle hende at var man heldig så kunne man have en meget varm sommer, men ellers var det koldt om vinteren og regn og lidt sol om sommeren. Hun fortalte mig at i Kansas var der ekstremt koldt om vinteren og ekstremt varmt om sommeren.

Mens Maiken var ude at se området i Canyonen, så sad jeg og kiggede på nogle jordegern som pilede rundt i området. Der kom nogle tyskere, og jeg viste dem at der var nogle chipmunks og de satte sig ned og håndfodrede dem, faktisk kunne en af dem, ae en unge på ryggen.

Nå, efter 1½ time dukkede M op, hun var gået fra Sunrise point igennem Queens garden og til Sunset point. Aldrig har jeg været så urolig, jeg så for mig at hun var faldet eller overfaldet af et vildt dyr, jeg kunne desværre ikke følges med hende, men jeg var da nede af stien, ikke så langt, men jeg kom da ned og op igen.

Vel hjemme igen, fik vi pakket bilen, spist en sandwich som M smurte til os, og så kørte vi fra Bryce Canyon og til Page. På vej hertil kørte vi igennem mange smukke landskaber og vi kom til et sted der hedder Bigwater, vi forestillede os at det ville være en kæmpe stor sø, med både i, for der var mange både i området der bl.a. var til salg, men det eneste vi kunne se var noget der lignede en indtørret sø, vi gik ud fra at det var på grund af tørke at den var væk. Det var det måske også, men da vi kom nærmere Page, kørte vi over en bro og vi kunne se en stor dæmning, så det var da nok derfor at der ikke var en sø i Bigwater.

Vi ankom til Page kl. 12.00, vi kørte ind på Quality Inn, vi gik ind for at tjekke ind, men det kunne vi ikke, vi måtte pænt komme tilbage kl. 15.00, så stod vi der og kiggede på hinanden, hvad skulle vi så ? Tja der var jo ikke andet at gøre end at finde et sted vi kunne få noget at spise, vi fandt et butikscenter hvor der bl.a. var et 1-dollar marked, her kunne man købe alt til 1 dollar. Vi gik derind, Maiken fik købt nogle blyanter, hun mistede sin blyant i flyet på vej fra Danmark til Toronto.

Vi var også i en genbrugsbutik hvor hun købte sig en ny skjorte og et mønster på noget tøj. Så gik vi tilbage til et supermarked der hed Signature Café de havde alt, så vi købte nogle hotwings med forskellige smagsvarianter. Der var både søde og meget stærke. Vi gik udenfor og satte os, her spiste vi vores mad, mens vi sad der kunne vi høre på nogle der sad i nærheden at de talte dansk, men vi henvendte os ikke til dem. Der gik et lille øjeblik så kom der to damer ud og ville sidde ved nabobordet, de var også danske, så jeg sagde til dem at de da gerne måtte sidde hos os, de blev en anelse overrasket over at vi talte dansk til dem så de satte sig hos os, og vi fik at vide at de kom fra Sønderjylland, deres ægtefæller kom også hen til os. Vi snakkede med dem i ½ times tid, så skulle de videre med deres rejseselskab. Vi gik mod bilen og kørte over til hotellet, her sad vi først i bilen, og ventede, jeg faldt i søvn, og da klokken nærmede sig 15 så gik vi ind og satte os, og ventede på at vi kunne tjekke ind kl. 15. Vi fik anvist vores værelse, og vi fik pakket ud af bilen, M gik i bad og de 10 minutter hun var væk, der kom der en mega regnbyge, det stormede og regnede, og da M kom ind fra badet, og jeg fortalte at det havde været regnvejr, det troede hun ikke på ikke før hun så at bilen var våd.

Da jeg havde været i bad, lå vi lidt på hver sin seng, ja jeg nappede mig lige en morfar mere, så blev vi enige om at vi ville køre ud i byen og få os lidt mad. Først prøvede vi Pizza Hut, men der var lukket, så gik vi til nogle andre restauranter i nærheden, men de var for dyre, så vi endte faktisk med at køre tilbage til hotellet og ikke ind i deres “restaurant” – det var ikke det store udvalg de havde, nogle sandwich og salater, vi købte en kyllingsalat og cæsarsalat og en sodavand til lige knapt 20 $ for det hele til 2 personer, det var nu billigt nok.

Da vi havde spist gik vi tilbage til vores værelse, det var begyndt at trække op til regn da vi tog i byen for at spise, det var først da vi kom tilbage til hotellet at der kom lidt vand.

Nu er vi spændte på om turen i morgen bliver til noget. Vi skal en tur ned i Antelope Canyon, det er en guidet tur, man kan ikke komme derned uden en lokal guide, da det er indianernes land.

Så i morgen tidlig kl. 8.00 skal vi mødes lidt længere oppe af hovedgaden, og så går turen til Antelope Canyon kl. 08.30, og er vi heldige så står solens stråler ned i canyonen og så vil der fremkomme nogle helt fantastiske scenarier.

Det var alt for denne gang, når vi har været i Antelope Canyon så går turen videre mod Grand Canyon, et af de steder jeg altid har ønsket mig at komme til også.

Hvis internettet i Grand Canyon fungere optimalt, vil der blive lagt mere på bloggen. Jeg vil dog forsøge at lægge nogle billeder ind om lidt.

Bogmærk Permalink.

Skriv et svar