På gensyn Rocklin, hello til San Fransisco

Så kom dagen hvor vi skulle sige farvel og på gensyn til den dejligste familie i USA, men først skulle vi lige op og pakke det sidste og sættes ud i bilen, og vi skulle også lige have en god gedigen amerikansk morgenmad. Vi fik “hundeprutter” og vafler, og et glas mælk skulle vi også have.

Så gik turen til JoAnn hvor guldklumpen skulle have noget stof med hjem, ja det er ikke kun mig der skal købe noget stof, og vi skulle da også lige en tur i Hot Topic, og her skulle jeg stå min absolutte prøve som voksen og ansvarsfuld mor til 2. Maiken og Mia, de skulle lige have købt det sidste gadget, derefter skulle vi lige hjem og aflevere Mia, og der skulle siges “good bye”.

En afsked er altid svær, uanset hvor hårdt man kæmper, og hvor “sej” man er, så kommer der nogle tårer ud af det, og ja også hos mig. Jeg kunne jo se hvor glad Maiken var for sin værtsfamilie, og jeg kunne se og mærke på familien Martinez at de var glade for Maiken. Maiken startede ud med at sige farvel til Ann, så gik turen videre til Nikko, Max og Mia, og Ann fik endnu et kram. Jeg nøjedes med at give hånden til Nikko og Max, Mia fik et kram og det samme gjorde Ann, og så var det at Ann kom med nogle ord som gjorde at tårerne kom som et vandfald hos mig, hun hviskede til mig at hun var glad fordi de måtte møde mig, og at jeg ville dele guldklumpen med deres familie, og selvfølgelig vil jeg det, og det vil jeg altid gøre.

Da vi kom ud i bilen og fik sat GPS’en, fik vendt bilen, så lød det fra hele familie i kor “WE LOVE YOU” – og vi kunne kun råbe tilbage til dem “WE LOVE YOU TOO” 😍😍❤🇺🇸🇩🇰🇺🇸🇩🇰. I hjertet gemt, men aldrig glemt

Så gik det mod San Fransisco og Alamo ved lufthavnen, vi skulle køre omkring 200 km, da vi nærmede os San Fransisco, skulle vi over en bro som førte til Treasure Island, da vi kom over skulle vi til et betalingsanlæg, det havde vi ikke set komme, de ville i hvert fald have 6$ i kontanter, det tætteste vi kom var 3$ og det ville manden ikke gå med til, så vi fik en bøde på 25$ – ja vi giver jer ret i at det var en dummebøde af format.

Da vi endelig nåede til Alamo, havde vi kørt forkert 2 gange, vi afleverede bilen 10 min for sent, det skete der ikke noget ved. Vi fik tømt bilen, pakket de sidste ting ordentligt ned så ikke der fyldte så meget når det skulle transporteres fra lufthavnen til hotellet.

Så var det på tide at finde ud af storbyens finurligheder, først skulle vi med det lille tog fra lufthavnen til Bart st., så skulle vi finde ud af at købe en billet til toget fra Bart til Powell St.  Så skulle vi have en kabelbus eller kabelsporvogn til Mason st., men hvor pokker finder man den henne, når der kører offentlig busser alle steder. Vi måtte over til et lille billetsalg, hvor vi måtte købe en billet til Kabelsporvognen, og så skulle vi finde ud af hvorfra den kørte, det viste sig at være den berømte gamle  kabelsporvogn, og den første der kom var den vi skulle med, hvor heldig har man lov at være. Den flinke sporvognskonduktør, tog vores kufferter og satte op på bagperronen, og vi fik en siddeplads i vognen, og så skal jeg da lige love for, at det gik op ad bakke, og senere ned ad bakke, så rundt i et sving og op ad bakke igen, ned af Bakken og rundt om endnu et hjørne, og så var vi ved endestationen.

Så gik turen hen til hotellet, hvor det viste sig at vi skulle op af 18 trappetrin for at tjekke ind, vi lod kufferterne stå ned i indgangspartiet, og så gik vi op og tjekkede ind, og jeg blev placeret på en stol, mens Maiken bare vores bagage op, mens hun gjorde det, så fandt jeg ud af , at jeg sad lige på den anden side af væggen ind til vores værelse, det grinede vi lidt af.

Da vi kom ind på værelset, så måbede vi lidt over størrelsen på værelset, det er det mindste værelse vi til dato har fået, der kan lige stå en seng på værelset, 2 natborde, et skab og en lille kommode. Toilettet ligger på gangen, og udenfor på gangen er der en håndvask hvor man kan vaske sig og børste tænder.

Vi startede rejsen med en luksus suite i Las Vegas, og sluttede af med et hummer i San Fransisco.

Vi blev enige om at gå på Hard Rock Cafe at spise. Det tog os 10 minutter at gå til Pier 39, hvor Hard Rock ligger, efter vi havde spist gik vi lige en tur ned af Pier 39, og endelig tilbage til hotellet. Nu ligger vi lige og slapper af og finder ud af hvad vi skal se i morgen.

Der lige 3 billeder på af vores værelse.

Bogmærk Permalink.

Skriv et svar