Chinatown, Alamo Park og Haight-Ashbury samt IHOP

I dag var vi på tur til ovenstående steder, vi startede ud med at gå ned til Cable Cars (kabel vognene), vi skulle først til Chinatown. Jeg troede det var en stor markedshall, men jeg blev da meget klogere. Det var jo “bare” et kvarter som f.eks. Nørrebro eller Vesterbro, men et ganske hyggeligt sted, og vi skulle naturligvis ind af Drageporten. På vej med Cable Cars, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde fået batteriet med til mit kamera – fuck ! Det var der jo så ikke noget at gøre ved, jeg måtte jo bare tage de billeder der skulle tages med min mobil – ikke helt det samme som med kameraet.

Da vi kom ind i Chinatown opdagede jeg på det modsatte fortov at der var en fotoforretning, der måtte vi over og se hvad et batteri til mit kamera kostede – og her fandt jeg ud af at Maiken er fantastisk til at prutte om prisen 🙂 Der stod sådan en pænt stor mand med slikhår, en skjorte der godt kunne have været nr. større. Maiken spurgte om de havde et batteri til mit kamera, og han fik kameraet, gik hen og fandt et der passede, og nu startede forhandlingerne. Maiken spurgte hvad det kostede, på prisskiltet på pakken stod der 289 $ (1.925,75 kr), men manden sagde at vi kunne få det til 98$ (653,02 kr), men Maiken sagde at så mange penge havde vi ikke, han spurgte dog om vi ikke havde kreditkort, og det sagde vi nej til, vi havde kun kontanter. Han spurgte mange kontanter vi så havde, og Maiken sagde at vi vidst kun havde 60 $ (399,81 kr), det var ok sagde han, så vi hev pengene frem, jeg vendte dog ryggen til ham, for han skulle ikke se hvad jeg hev frem af min pung, og så gik jeg i gang med at tælle. Jeg havde 48$ (319,85 kr) og Maiken havde kun 1$ (6,66 kr), jamen det var også ok, eller han skulle da lige spørge ham som sad ved siden af, men det var ok, så vi kom af med 49$ (326,51 kr). Som I nok kan se, så har Maiken sparet mig for 240$ (1.599,24 kr). Jeg tror nok jeg havde sparet alle pengene, for jeg var bare gået igen, så skulle jeg slet ikke have noget batteri. Jeg synes Maiken var sej, at hun sådan kunne prutte om prisen. Tak min søde skat, det viser jo bare at hun er en Guldklump <3

Derfra gik vi lidt rundt i Chinatown, vi fandt op til Lykkekagefabrikken, men da vi jo lige havde givet vores sidste kontanter til ham i fotobiksen, så måtte vi over og hæve nogle penge, så vi kunne få nogle lykkekager med hjem. Jeg fik købt en vifte som jeg brugte flittigt på turen igennem San Fransisco. Vi fik da også afprøvet sådan en “Zoltar speaks” det er en automat hvor der sidder en dukke inden i, den får 1 dollar og så fortæller den noget og spytter et kort ud med sin spådom på. Vi prøvede begge to, Maiken fik at vide at hun skulle arbejde, og min spådom gik ud på at jeg ville få masser af kærlighed – det glæder jeg mig da til.

Fra Chinatown tog vi cable cars til endestationen, derefter gik vi over og tog bussen til Alamo Park, vi skulle bare tage nogle billeder af nogle berømte huse der var med i opstarten til en berømt tv-serie, måske I kan gætte det når I ser billederne.

Så gik vi hen og tog en anden bus, vi skulle til Haight-Ashbury… Haight-Ashbury er ligeledes en bydel, som opstod i 70´erne med næsten den samme historie som det danske Christiania. En bydel skabt af 70’ernes hippier og blomsterbørn. Nabolaget er bygget op som enhver andet i storbyen, men indeholder en helt anden essens. Her ligger diverse butikker, caféer og restauranter i stil med Mellemøsten og andre internationale kulturer. Murene er udsmykkede med farver og malerier. Vi var inde i en musikbutik med instrumenter, her købte Maiken nogle plektre, derfra gik vi videre hen ad gaden og med et nærmest sprang jeg ud på gaden, for der kom en mand gående med en albino-python – fy for pokker at man skal møde disse forhadte kryb….., vi var også lige inde hos en tatovør, vi skulle lige have en pris, men vi gik hurtigt igen.

Derfra blev vi enige om at tage bussen og kabel bussen tilbage til hotellet. I morgen vil vi tage til Golden Gate Bridge og måske Muir Woods.

På vej tilbage til hotellet, gik vi ned i Trader Joe´s store, her fik vi købt nogle salatblandinger, som vi spiste da vi kom op på værelset. Derefter gik vi i bad, det var dejligt at få vasket alt skidtet af os. Derefter skulle der slappes af, jeg fik mig en fortjent morfar, og Maiken hyggede sig med sin pc, og lyttede til min lette vejrtrækning (ironi kan forekomme her).

Nu var det tid for os at få noget aftensmad, jeg gik i gang med at finde ud af hvad vi skulle have, det endte med at vi gik ned på IHOP. Jeg vil vædde på at halvdelen af jer ved ikke hvad IHOP er for noget. Jeg skal da med glæde fortælle jer hvad det er. IHOP står for International House Of Pancake, så her har I allerede svaret, vi fik nu ikke pandekager, for man kunne også få burgere. Vi fik begge en cheeseburger med bacon, min var dog uden ost, ja en cheeseburger uden ost – der må gerne grines. Vi fik hver en Splashberry, som bestod af isterninger (det er der i alle drikkevarer undtagen øl og vin), jordbær, lemon-lime soda og appelsinjuice, det smagte faktisk godt, og der var gratis opfyldning. Vi havde faktisk regnet med at vi skulle have haft dessert, men sådan noget skal man bestille sammen med burgeren, og det er man jo ikke vant til, man ved jo ikke om man kan spise mere når man har spist en burger. Tjeneren afgjorde sagen, da han kom over med regningen til os, ja så var der jo ikke andet at gøre end at betale. Det gjorde vi så, og vi gik tilbage til hotellet, hvor vi foretog os forskellige ting, eller hvad man nu kan foretage sig i en “skoæske”.

I morgen skal vi som skrevet til Golden Gate Bridge og måske også til Muir Woods, det ville jeg gerne opleve, men vi skal også have fundet ud af at få sendt vores bagage hjem med posten, UPS eller FedEx. Ellers vil det koste os omkring 1000 kr i overvægt.

Der kommer vanen tro nogle hyggebilleder på bloggen

Bogmærk Permalink.

Skriv et svar